Dramatiske landskaber, skønne strande, gæstfri befolkning og en hovestad gennemsyret af historie gør Oman populært blandt turister. Oman ligger ved den østlige kant af Den Arabiske Halvø.
Sultanatet overrasker med vildt kløftede høje bjerge, dybe canyons, idylliske oaser og vidtstrakte plantager. Endeløse vidder kendetegner de fascinerende sand- og grusørkener, mens en afvekslende rytme af hvide strande og stejle klipper er typisk for den 1700 kilometer lange kyst.
Hovedstaden Muscat ligger smukt, der hvor bjergene møder kysten, og bærer på en ægte 1001-nat stemning.